Det er langt fra at tage munden for fuld, når vi her på Undertoner fortæller dig, at The Clientele i visse situationer (virkelig mange, faktisk) er verdens bedste band. Det håber vi, de fortsætter med at være, når de den 6. oktober udgiver Bonfires on the Heath. Pladen, der bliver det engelske bands femte, kommer vanen tro på Merge, og skal vi tage sanger Alasdairs ord til Pitchfork for gode varer, så er The Clienteles hang til tågede, reverbbekældte popsange ikke aftagende. Men hvor det på sidste album var disco’en, der var den nye ubekendte i bandets univers, så ser det ud til, at vi får et skud uhygge med denne gang. »It’s more full of ghosts and doubts and signs and wonders than any other Clientele record. It’s very spooky and tremendously sad at times. It’s about watching yourself disappear,« fortalte sangskriver og sanger Alasdair MacLean Pitchfork i maj. Vi har sågar også, gennem de gode folk hos Pitchfork, kunnet fremskaffe en trackliste til dig. Af de 12 numre på Bonfires on the Heath er 10 af dem nye. “Graven Wood” er en genindspilning af en af de allerførste sange, The Clientele indspillede, og “Tonight” er et cover af en sang med det svenske band Evergreen Daze. Et obskurt band, ifølge The Clientele. Og de har ret. Det er så obskurt, at Evergreen Daze, ud over næsten at være titlen på den første sang på indie-heltene Felts debut, Crumbling the Antiseptic Beauty, ikke engang er til at finde på internettet. 1. I Wonder Who We Are 2. Bonfires on the Heath 3. Harvest Time 4. Never Anyone but You 5. Jennifer & Julia 6. Sketch 7. Tonight 8. Share the Night 9. I Know I’ll See Your Face 10. Never Saw Them Before 11. Graven Wood 12. Walking in the Park
Tag - pop
Lay Low: Farewell Good Night’s Sleep
Sydstaterne i 50’ernes USA; en gruppe mænd med guitarer, en kvinde med rød læbestift og krøller, alle med cowboystøvler og -hatte, der nikker let i takt til kvindens sang. At country heldigvis kan være meget andet og mere end dette, beviser Lay Low.
Undertoner introducerer: Slapp Happy
Slapp Happy var et usædvanligt popband, der elskede at flirte med det avantgardistiske, især i mødet med bands som Faust og Henry Cow. Her er en guide til at finde rundt i de forskellige konstellationer.
The Broken Family Band: Please and Thank You
Den engelske kvartet The Broken Family Band udsender sit syvende album. Er dette vejen mod det endelige gennembrud? Næppe, men der lurer positive elementer blandt de mange almindeligheder.
Venice: Sober
Københavner-kvartetten smider et debutalbum på gaden, der viser adspredelse, rytmik og rockede toner. Albummet føres frem med en karismatisk forsanger i front og et veldrejet musikalsk samspil, der lægger en solid grund for forventningerne til bandets fremtid.
Placebo: Battle for the Sun
Placebo træder for alvor ind i det poprockede univers med brugen af symfonielementer, men bibeholder (heldigvis) stadig deres høje tempo og aggressive guitarlyd.
Anna Järvinen: Man var bland molnen
Anna Järvinen lever på sit andet soloudspil op til alle fordomme om velskårne svenske popsange og melankolske skandinaver. Det er der alt i alt kommet en rigtig fin popplade ud af.
Eels: Hombre Lobo
Her har vi virkelig at gøre med et enten-eller-album. Skal der dømmes mål, eller sender man bolden til hjørne? Tja, det er jo en smagssag, men denne gang er Eels' garagerock efter min mening en anelse for gumpetung og tenderer det kedelige.
Vind album med When Saints Go Machine på vinyl og plastic
Den heftigt fremadstormende gruppe When Saints Go Machine har udgivet deres debutalbum fyldt med klubklare hits, og Undertoner udlodder albummet i både vinyl- og cd-format til fem heldige vindere.
El Perro del Mar: Love Is Not Pop
For at et album skal være værd at lytte til i længere tid, er det ekstremt vigtigt, at de gode sange overstråler de mindre gode – der skal være flere plusser end minusser. På Love Is Not Pop skal der et målfoto til, før vi kan finde den sande vinder.
Blondie: Parallel Lines – enkel coolness
Blondies powerpopklassiker Parallel Lines er indbegrebet af coolness og indeholder et af verdens ubetinget bedste numre. I tilgift kan pladen i sig selv vende enhver situation til det bedste.
Super Furry Animals: Dark Days/Light Years
Super Furry Animals er som altid et broget bekendtskab, der ynder at hugge med arme og ben fra alverdens inspirationskilder. Selvom den røde tråd mangler, er Dark Days/Light Years et legesygt og fængende album.
Soap & Skin: Lovetune for Vacuum
Den røde tråd i dette album udgøres af en sørgmodig klang og en nævneværdig tyngde. Alligevel besidder debutalbummet fra østrigske Anja Franz Plaschg en lethed og en elegance, der giver lyden dybde, og resultatet er et stemningsfuldt album, der både indeholder smerte og styrke.
Oh No Ono, 14.05.09, Pumpehuset, København
Det var en blandet fornøjelse at overvære Oh No Onos første koncert på deres nystartede tour. Selvom bandet fik masser af gode vibrationer fra publikum, fremstod koncerten som en fragmenteret oplevelse, der sjældent lod musikken leve sit eget liv.
Nominerede til UMA 2009 er offentliggjort
Undergrundens talentmasse er udvalgt For lidt over en måned siden berettede vi om et nyt awardshow, der vil fokusere på at få undergrundens talentmasse frem i lyset. Nu har undergrunden meldt sig og dommerpanelet, som Undertoners redaktører i øvrigt er en del af, har udvalgt de nominerede, der skal spille til Underground Music Awards 2009, når den løber af stablen 13. juni. Tilmeldingen har været overvældende, og en del kunstnere, der allerede har gjort sig positivt bemærket i mediebilledet, stilller op i konkurrencen, bl.a. CallmeKat, Atoi, Ham den lange, The Defectors og Highway Child. De nominerede er: I kategorien “alternative”: Among Relatives Vilhelm Annemarie Zimakoff CallmeKat Atoi I kategorien “electronica”: Farven Fornem Eumig og Chinon Natten Honey Lobell Mislyd I kategorien “hiphop”: Ham den lange Lady Smita M.I.L.O Odense Assholes orlaXL Supra I kategorien “metal”: Diamond Drive Fiji Vira Trusted Few She is malignant I kategorien “rock”: The Defectors Mr. Sanguine Bel Esprit Highway Child ArtArena I kategorien “pop”: Artificial Brothers Munich Anders Thrane The Norman Conquest C’est tout Martine Non+
Animal Collective optræder live på Letterman
Nu har de værste bølger omkring Animal Collective efterhånden lagt sig efter de udgav det (med rette) meget priste album Merriweather Post Pavilion. Nu har de den gyldne mulighed, at de selv kan vælge, om de vil blive i medievælten, eller om de vil trække sig ud igen. Det første lader til at være tilfældet; i hvert fald optrådte de i torsdags på landsdækkende amerikansk tv. Og det var ikke i hvilket som helst program, men på Letterman komplet med et par subtile tilsvininger fra hans side (selvom han jo har lidt ret angående coveret). De tre fyre (Deakin vender tilbage til sommer) valgte at spille det meget lettilgængelige nummer “Summertime Clothes”. Et rigtigt godt nummer som nok skal give dem endnu flere lyttere, og det er jo kun godt. Alligevel synes det som en lidt kedelig løsning, og de fjollede dansere i baggrunden virker alt for påtaget anderledes (hvem sagde Pitchfork-segment?) Næ, sjovere var det, da de efter udgivelsen af “Strawberry Jam” tog røven på alle og spillede “#1” på Late Night with Conan O’Brien: Vurder selv, om Animal Collective har nået deres populære højdepunkt:
Yeah Yeah Yeahs: It’s Blitz!
Karen O er som altid en inciterende oplevelse at lytte til. På Yeah Yeah Yeahs nye album It’s Blitz! fortsætter hun med sine to mandlige undersåtter den rivende udvikling, der igennem et årti har været så smuk at følge. Resultatet er storslået.
When Saints Go Machine – Til dansegulvet og til tandbørstningen
When Saints Go Machine opstod for små to år siden af en fælles ambition om at skabe interessant klubmusik, og debuten er nu på trapperne. Undertoner har spurgt ind til bandets identitet, målrettethed, ambitioner og det at have hjernen med på klub
The Thermals: Now We Can See
The Thermals er tilbage i havet, hvor grønne vækster gror, og alt bare lyder bedre. Som det er med skrabet og ung indierock, så gør tid, øvelse og penge ofte noget ved produktionen. Hvis man ikke har noget imod svulstig og intelligent amerikansk poprock, så kan man ubekymret springe i vandet.
White Lies og Paavoharju til Roskilde Festivalen
Undertoners forudsigelser holder stik Som Christian Klauber forudså i sin anmeldelse af White Lies, så kommer gruppen til Roskilde. De pompøse og melankolske stadionrockere er i hvert fald blevet offentliggjort i dag af Roskilde Festival. Derudover er danske Balstyrko offentliggjort. En garvet trio bestående af Blæs Bukki fra Malk de Koijn og Bigstok Røgsystem, Ane Trolle, der bl.a. er med i JaConfetti, og Ormen fra Melk. Sidst, men ikke mindst er finske Paavoharju offentliggjort. Bandet røg på vores liste over plader vi overså i 2008 og spiller en elektronisk inficeret freefolk med både melodier og eksperimenter. Så er det bare frem med kniven og snitte sin egen pilefløjte.
