Storladent er formegentligt det ord, der bedst beskriver Kentaurs debut-ep Vertebra by Vertebra. Et udspil der består af fem stærke numre, som både slår i gulvet og hiver ud i rummet. En storladen affære, som emmer af lige dele mystik og lige dele kraft.
Destroyer-bagmanden, Dan Bejar, lyder på Poison Season til at have set og oplevet alt. Og nu sidder han tilbage med en tomhed, der kun kan dulmes med flere drinks, cigaretter og gamle plader fundet frem fra samlingen. Det kan altså kun anbefales at slå sig ned ved hans bord!
Nielsens virke er ikke bare interessant, men også vigtigt i en tid, der ifølge mange bliver mindre og mindre politisk, og i et land, der synker mere og mere ned i egen magelighed. Derfor er det også ærgerligt, at The Nielsen Sisters og Love & Peaces på ingen måder lever op til kvaliteten af mange af de andre projekter.
Jenny Hvals Apocalypse, girl er et intellektuelt og meget tekstligt funderet, men også virkelig godt album, der skubber poppen nye steder hen. Det, der engang var selve indbegrebet af den glatbarberede konformitet, bliver i hænderne på denne nordkvinde til et komplekst, men hele tiden lokkende lyd- og tekstunivers.
Det absolutte hovednavn, Sir Paul McCartney, spillede for første gang nogensinde på Roskilde Festival. Efter en træg første periode tog det fart, og med Beatles-hits, fyrværkeri og masser af overskud leverede han en dybt mindeværdig koncertoplevelse.
Selvom kreativiten i konstruktionen af lyde får topkarakter, så tændtes gnisten aldrig fra hverken scene eller telt, og man måtte gå lidt uforløst fra Avalon, og ud i det resterende fredagsprogram.
Perfume Genius' koncert på Pavilion var en blanding af dyrisk aggressivitet, intimitet og barske fortællinger. Samlet set en noget blandet oplevelse, der især blev skæmmet af et skrøbeligt lydsystem, et snakkesaligt publikum og bankende bas fra Orange Scene.
Den moderne verden med al dens fremmedgørelse og forvirring forsvinder for et øjeblik på Mellemblonds tredje plade, Fra et sted. Så gå endelig glad sommeren i møde med Mellemblond – før du ved af det, er den forbi.
NorthSides helt store wild card, 80'er-ikonet Grace Jones, skuffede ikke. Med hitkavalkade, show og selvironi var det tydeligt, at jamaicaneren stadig nyder at underholde et publikum.
FKA twigs overvandt opstartsproblemer og spillede til sidst NorthSide op med dans fra P6 Beat-scenen til sin allerførste danske festivalkoncert.
En imaginær stoledans med gravalvorlige miner fra Synd og Skam lørdag på Click Festival.
Mew præsenterer med +- et poppet udspil, der med sine bløde passager umiddelbart godt kan fremstå for banalt, men som samtidig er så velstruktureret, at man undervejs bliver samlet op af de mange musikalske højdepunkter.
Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.
Zola Jesus rammer Lille Vega onsdag den 11. marts, og du kan ganske gratis tage en ven med derind – hvis du da vel at mærke bliver den heldige vinder af Undertoners konkurrence.
Danske Far Away From Fiji leverer med The Time Is Now soundtrack til filmen, der kører for det indre øje og udspiller sig uden den store dramatik, men i stedet med afslappende lune.
Med sit andet udspil arbejder Jessica Pratt videre med at udfolde sit personlige univers af nedbarberede melodier og udfordrende skønsang uden for tid og rum. Som en kvindelig pendant til Nick Drake rummer Pratts numre en sangskrivningsmæssig fuldkommenhed tilført en underliggende mystik, som er svært charmerende, og værket er i sin helhed forbløffende fuldendt.
Med Taiga har Zola Jesus begået sit mest poppede udspil til dato og bevidst rettet sigtet efter hitlisterne. Bag den designer-arty indpakning gemmer sig nogle solide sange, men set i popoptikken er der alt for mange fillers og alt for få killers.
Hvor Mike Hadreas' tidligere albums var karakteriseret ved en minimalistisk og til tider monoton sangskriverstil, er det nyeste udspil præget af sprudlende musikalsk diversitet og aggressiv selvtillid. Too Bright er vedkommende såvel som underholdende.
Ikonet Lauryn Hill spildte onsdag aften et velbetalende publikums tid med hæsblæsende, udbasunerede versioner af hendes nyklassikere.
Den svenske popduo Icona Pop har to hits for alvor, og dem havde de styr på lørdag aften. Desværre druknede resten i en intethed, nøjagtig som bobletyggegummier, der er blevet tygget for længe.
