Indierockerne fra San Diego har sagt adjø til de latinske virkemidler fra forrige udspil, men bevaret den sørgmodige tone. The Spell er ikke lydsporet til en dag på stranden. Faktisk får man mest ud af pladen, når solen er gået ned – dér kan man til gengæld også opleve magi.
Amerikanske Radar Bros. lyder, som de altid har gjort. Og dette deres fjerde album vil næppe fange mange nye fans - og formentlig kræve stor tålmodighed hos en del af dem, der tidligere har hyldet Radar Bros. Men hvis man bare giver pladen tid nok, er der momenter af skønhed at finde.
Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.
Hvis man væbner sig med lidt tålmodighed, en mørk efterårsaften og en varm kop te, disker det danske enmandsprojekt but his hands were tiny and so she said op med en nedbarberet, men intens omgang sadcore, der lover godt for fremtidige udskejelser fra den kant.
Ikke siden F.C. Barcelonas Pepe Guardiola har jeg tabt mit hjerte til en spanier. Ainara LeGardon henrykker med et dybfølt og stilsikkert album, der nærmest uden skønhedspletter portrætterer den ulykkelige kærlighed.
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilburs officielle debutplade er en samling fine lofi-banaliteter krydret med legesyge tiltag. Det er stille og sødt og ikke uden evne. Men desværre formår de små eksperimenter ikke at forhindre albummet i at gå i stå flere steder.
Picastro er et endnu-et-i-rækken band, der troskyldigt følger strømmen af strygere i et sort hav af melankolsk folk, og de ville gøre godt på en vinterdag, men forsvinder desværre nemt i sommerheden.
Poeten i Dolorean, Alex James, fører sin lyriske pen hen over mørke sletter, død og fortabt kærlighed, godt inspireret af Robert Blys digtsamling af samme navn. De mange stemninger gør sig godt på de velspillede folksange.
Nogle gange er en sang bare middelmådig, og det er desværre tilfældet for hovedparten af numrene på For Stars' fjerde album. Carlos Forster anstrenger sig alt for meget, og kun en enkelt gang lykkedes det for ham at gøre det, som ...It Falls Apart egentlig handler om: at bygge musikken op og lade den falde sammen igen.
Early Day Miners har begået endnu en rigtig god plade. Problemet er bare, at den slægter gruppens tidligere udgivelser lige vel meget på. Musik macht froh, ja - men rigtig lykkeligt bliver det først, når Early Day Miners tør afvige lidt mere fra det, der efterhånden ligner en standardformel.
Low produceret af Dave Fridmann. Ikke helt så bizart som det måske kunne lyde. Spekulationer om hvorvidt albummets titel hentyder til Fridmann kan sagtens stoppes nu.
Kodeordene er 'dunkel belysning', 'rødvin' og 'afdæmpet melankoli', hvis du vil have fuldt udbytte af engelske Cousteaus andet album, der dulmer kærlighedens smerte.
Coastal kan godt lide Low. De har bare ikke forstået, hvorfor Low er så fantastiske.
Seattle-baserede Saetas fjerde album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og til tider ganske smukke lydlandskaber med piano og cello som dominerende instrumenter. Desværre spolerer Matt Menovciks slæbende og snøvlende sangstemme en hel del.
Med denne opfølger til deres toneangivende debut, Like the Exorcist, But More Breakdancing, spiller Murder by Death kultisk og episk musik. En solid og alternativ instrumentering sikrer, at rejsen i deres dystre verden aldrig bliver fortænkt eller kedelig.
Sophia har mestret ekspliciteringerne af sørgmodigheden. På denne seneste plade introduceres en musikalsk diversitet, som man godt forstår intentionen med, men som desværre bliver en akilleshæl.
Nyt album fra den skrøbelige sangerinde Nina Nastasia, der sender hende op i sadcore-genrens absolutte superliga.
Seems Ancient to Me byder på ni skæve skæringer fra dengang, Berlinmuren endnu stod, støvet af til lejligheden og (gen)indspillet på kun én dag. Resultat er ganske vist tankevækkende, men det er desværre ikke altid det samme, som at det også er godt.
Et nærværende og meget stemningsskabende album, der balancerer mellem at være en løs skitse og et aldeles storslået sadcore-værk.
Suverænt smukt. Stærkt og smertende. Sophia.
