På sit nyeste album har The Mountain Goats taget et grundigt tag i Biblen, og det er der kommet et lille, stille, underfundigt og underspillet konceptalbum ud af. Her skal lyttes godt efter, så er man advaret, men det er bestemt umagen værd.
Tag - sadcore
Hope Sandoval and the Warm Inventions: Through the Devil Softly
Jeg kan rigtig godt lide Hope Sandovals vokal. Hun er en af de kunstnere, der kan tryllebinde og skabe en helt speciel stemning. Men det er, som om hun er kørt lidt fast.
No Go Know: Time Has Nothing to Do With It
No Go Knows univers er noget af en forlystelsespark at træde ind i, og dobbeltalbummet diffunderer ind og ud mellem mathrock, indierock, indiepop, dreampop og og og...
Cortney Tidwell: Boys
Troværdig og naturlig plade fra Cortney Tidwell, der byder på et hav af forskellige genrer. Fra følsom country over indierock til følsom singer/songwriter.
The Late Parade: In Chase of Red Beads
The Late Parade har gode musikalske kort på hånden, og deres dramatiske udtryk er indimellem en fryd for øret. Alligevel vender de kun momentvis op og ned på den danske musikscene, og i længden trænger spørgsmålet om holdbarhed sig på.
Phosphorescent: To Willie
Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så "ucountry’sk" plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.
Julie Doiron på vej med ny plade
Julie Doiron bringer nye toner til marts Godt nyt til alle jer derude, der ikke kan ryste vinterdepressionen af jer og egentlig heller ikke har lyst. Julie Doiron, der tidligere var med i et af 90’ernes mest hyldede indiebands Eric’s Trip, er klar med opfølgeren til Woke Myself Up fra 2007. Albummet kommer til at hedde I Can Wonder What You Did With Your Day og udkommer 10. marts på Jagjaguwar. Det forlyder, at Rick White, som også var med i Eric’s Trip, har hjulpet til med at indspille albummet. Hvad det præcis kommer til at betyde for albummets lyd, kan man få en fornemmelse af ved at høre “Consolation Prize” fra albummet. Mere larm tyder det på.
Julevideo fra Low
Ubehagelig julevideo fra Low Nu er december for alvor gået i gang, og det betyder, at hvis man er dum nok til at tænde for kommerciel radio, bliver man bombarderet med sukkersøde klassikere og horrible genindspilninger af sukkersøde klassikere. Det kræver lidt modgift, og den leverer Low med deres julesang “Santa’ Coming Over”. Ifølge den er der en del børn, der får en traumatisk jul. Der ligger i hvert fald en ubehagelig trussel i titlen, når man ser den sunget af børnene her:
Nyt album fra Phosphorescent
Phosphorescent fortolker Willie Nelson på ny plade Man kan sige meget (dårligt) om Willie Nelson og de karrierevalg han har foretaget i sin karrieres efterår, men der er ikke så meget at ryste på hovedet af, når man ser på de tidlige år. Derfor er det vel også helt fortjent, at der er nogen, der hylder ham med en plade. Det gør Phosphorescent på deres næste plade, To Willie, der er planlagt til udgivelse næste år. Albummet er opfølgeren til gennembrudspladen Pride fra 2007, som vores anmelder dog ikke var specielt begejstret for. I 1975 udgav Willie Nelson To Lefty from Willie, der var Nelsons hyldest til Lefty Frizell, og det er ud fra samme ide, at Phosphorescent nu fortolker Nelsons sange i deres eget formsprog. De udvalgte sange er: 1. Reasons To Quit 2. Too Sick To Pray 3. Walkin’ 4. It’s Not Supposed To Be That Way 5. Pick Up The Tempo 6. I Gotta Get Drunk 7. Can I Sleep In Your Arms 8. Heartaches Of A Fool 9. Permanently Lonely 10. The Last Thing I Needed (First Thing This Morning) 11. The Party’s Over
43 sange om lige så mange præsidenter
43 sange om lige så mange præsidenter Mens valgkampen beskæftiger den samlede amerikanske medieverden, forsøger tre relativt ukendte sangskrivere – Matthew Gerken, Christen Kiefer og Jefferson Pitcher – at benytte lejligheden til at gøre opmærksom på deres noget usædvanlige udgivelse: En tre-dobbelt cd med 43 sange om hver eneste amerikanske præsident. Med hjælp fra Califone, Mark Kozelek, Bill Calahan og mange andre har de skabt albummet Of Great and Mortal Men: 43 Songs for 43 Presidents, der muligvis kan fungere som glimrende debatmateriale i de amerikanske skoler. Albummet kan købes direkte fra pladeselskabet og man kan læse mere om projektet på deres blog. Man kan endda lytte til et nummer med Marla Hansen på vokal. Stadigvæk mindre ambitiøst end Sufjan Stevens’ forsøg på at lave et album om hver eneste amerikanske stat.
Our Broken Garden: When Your Blackening Shows
Anna Brønsted og adskillige dygtige gæstemusikere spiller op til ensomhed og indadvendt eftertænksomhed. Det er smukt, rørende og indimellem en smule stillestående, men det er ikke en skam, for det synes at være en pointe i sig selv.
Jasmina Maschina: The Demolition Series
The Demolition Series vugger spagfærdigt derudaf i en ok udgave af en slags sadcore. I modsætning til de åndsbeslægtede Cat Power og Laura Veirs har Jasmina Maschina ikke sangene på sin side. Til gengæld har hun gode arrangementer.
Damon & Naomi: Within These Walls
De to tidligere Galaxie 500-medlemmer går ned i tempo på deres syvende udspil. Selve pladen går bare ned, selvom enkelte numre bærer præg af multikunstnernes evner.
Jacob Faurholt: Hurrah Hurrah
Lyden på Jacob Faurholts nye plade sender nogle ganske andre signaler end titlen, Hurrah Hurrah. Der ligger dystopiske visioner og en dyb sørgmodighed i denne lofi-folk, som ikke umiddelbart opfordrer til glædesudråb. Heldigvis kan man så glæde sig over pladens ret høje kvalitet, som kun trækkes ned af manglende vildskab.
Phosphorescent: Pride
Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.
Apples & Milk: Master of Disguise
Den debuterende norske singer/songwriter Magnus Reiten alias Apples & Milk byder med dette minialbum på en samling afdæmpede sange, der grænser til det helt tyste. Alle seks sange er fine, men fungerer især som en helhed.
Lightning Dust: s.t.
Lightning Dust består af Joshua Wells og Amber Webber fra Black Mountain. Musikken er dog noget anderledes, for her er tale om melankolsk indierock med minimal instrumentering. Det starter godt, men efter de første to numre daler kvaliteten støt, og det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt.
Taxi Taxi!: s.t.
Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.
Julie Doiron: Woke Myself Up
Canadiske Julie Doiron åbner igen armene og inviterer ind i sit særegne og dybt personlige univers. Med hjælp fra de gamle bandmedlemmer i Eric's Trip udgør Woke Myself Up en fyldigere bund for Doirons bekendelser uden dog at distancere det tekstmæssige og vokale nærvær fra det musikalske.
Nina Nastasia: On Leaving
På trods en forskrækkende ufokuseret start viser Nina Nastasia atter, at hun er blandt de mest betydelige kvindelige sangskrivere i øjeblikket. On Leaving er nedbarberet, kortfattet og mestendels uhyre smuk.