Argentinsk-mexicanske One Second Bridge blander blid, undseelig elektronik med tågede shoegazer-guitarer. Og ja, det lyder som et koncept, man har hørt før. Desværre skiller One Second Bridges debutalbum sig ikke rigtig ud fra alle de andre, der har fulgt samme opskrift.
Newyorker-trioen Asobi Seksu spiller deres shoegazer-inspirerede støjpop energisk og kraftfuldt. Der er masser af bevægelse og dynamik, og sangerinden Yuku Chikudates lette, lyse vokal får alle de udfordringer, den har brug for. Lidt bedre omkvæd havde dog ikke været af vejen.
Efter at have kæmpet med diverse interne stridigheder og været på kanten til et endeligt opbrud er The Appleseed Cast kommet godt ud på den anden side med en plade, der rummer stærke rocksange med lånte elementer fra shoegazer og postrock.
Spænd sikkerhedsselen, og lad københavnske Marvins Revolt transportere dig ud ad deres overordentligt støjende motorvej. Støjen på debutalbummet river og kradser, men svigter dog aldrig den gode melodi. Støj møder punk møder shoegazer møder pop møder en snert af lo-fi.
Tag dine strammeste sorte cowboybukser på. Kombiner med sort skjorte, diverse badges og hår i forskellige længder. Sæt det andet udspil fra århusianske Yellowish i afspilleren, og se, hvad der sker. Chancerne for en god oplevelse ligger langt over middel.
Danske Epo-555 har altid skuet mod højere luftlag, og mens de har stået dér med himmelvendte blikke og tænkt romantiske tanker om den gode popsang, har de produceret soundtracket til et sådant fastfrossent moment. Titlen er Mafia, og pladen er – for at bruge et fint, positivt ladet ord – god.
"Hvad hvis jeg siger, at jeres album lyder som en My Bloody Valentine-kopi?" - imaginært interview med Voice A, B og C fra The Voices, der spiller shoegazer-rock med sparsom vokal.
Folkrock med inspiration fra støj- og shoegazerrock. Dét er formlen bag Pellumairs lovende debut. Duoen er bedst, når den elektriske guitar krydrer de akustisk-orienterede melodier med de rette doser støj og tunge riffs – men allerbedst når de to lyse stemmer folder sig ud i smukke vokalharmonier.
Det er dansk, og det er faktisk dejligt! Århus-gruppen Spleen United har udgivet en slags rejse tilbage til 80'erne. Pladen er en sofistikeret leg med musikken fra neon-årtiet med tilførsel af friske lydflader og velovervejede kompositioner, der får de ni sange til at lyse stærkt på shoegazer/synth-himlen.
Den 18-årige indietronica-darling Khonnor er med debutpladen Handwriting lynhurtigt steget til musikverdenens tinder. Måske er det på nogle punkter gået lidt for hurtigt, fortæller han til Undertoner, og forklarer om besværet med pludselig at skulle leve op til folks forventninger. "Folk vil ikke høre noget nyt. De vil høre Handwriting."
Jonas Munks musik er så kompromisløst storladen, at den er helt udansk. Og netop fordi den ikke kender nogen grænser, er Azure Vista så storslået, at den må være et indlysende bud på årets bedste danske plade.
Monster Movie er et af de bands, der i sin tid opstod ud af asken fra Slowdive, og som har brugt arven særdeles positivt uden at lyde som en reprise. Deres seneste udgivelse, mini-albummet Transistor, når fantastiske højder i dets allerbedste minutter, men formår alt i alt ikke at holde niveauet.
Århusianske Iggu breder sig på denne demo fra en herlig shoegazer-inspireret lyd til det meget nedtonede og sørgmodige med sanger Eva-Louise Rønnevangs stemme vokal helt i front. I det hele taget lover demoens tre numre rigtig godt for kvintettens fremtidige udspil.
Canadiske Readymade har indiskutabelt evnerne og ambitionerne til at lave et album langt over middel. Det sker desværre ikke i denne omgang med All the Plans Resting, hvor bandet i for høj grad spiller de sikre kort uden for alvor at investere sig selv.
The Autumns byder på en rundtur i et velkendt dreampop/shoegazer-univers. De stemningsmættede, rolige passager fylder en del, men ind imellem falder forsøgene på at skabe en svævende og smuk sfære, til jorden. Alligevel bliver man revet med af sangenes evne til at skifte personlighed undervejs.
Vi går frostgraderne og den faldende sne i møde i selskab med Special Forces. Et værk der sammenblander ambient, electronica og shoegazer. Når det er bedst, er det som små englebasser med vinger, der synger ned fra himlen. Julian Fanes debutplade lover godt for et nyudklækket talent.
Monster Movie vil gerne have os med til månen, men evner kun at få os med udenfor til en omgang stjernekigning. Det kan i og for sig være fint nok, men To the Moon bliver ikke tindrende uundværlig.
Den anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende.
Monster Movie flyver i alle retninger og når aldrig rigtig frem til deres destination.
Den forhenværende guitarist i Slowdive, Christian Savill, spiller stadig musik i shoegazer-genren, men har kreativiteten i behold. Støjende guitar og melankolske keyboardklangflader smelter sammen og danner rammen om en række glimrende sange.
