Country Stigs førstefødte, bortset fra den lille demo Leaves and Angeles fra 2003, er en rigtig fornem americana-udgivelse, der viser samsingens potentiale ud i kunsten at skrive gode sange.
Tag - americana
Okkervil River: The Stage Names
Med The Stage Names cementerer amerikanske Okkervil River sin placering som et af de bedste og mest intense amerikanske bands i øjeblikket. Denne gang fortæller Will Sheff & co. fremragende storbyhistorier og viser samtidig nye, legende sider af sig selv.
Crippled Black Phoenix: A Love of Shared Disasters
Den eklektiske næsten-supergruppes debutalbum er en lang, sørgmodig affære, der med en victoriansk ørkenstemning kaster sig over noget så umoderne som et konceptalbum. Og så er det endda begyndelsen på en trilogi. Men de slipper heldigt fra, hvad der må kaldes et af årets modigste albums.
The National: Boxer
"BOXER COMING" stod der længe på The Nationals hjemmeside. Som var kvintettens nye album en respektindgydende person, der nærmede sig faretruende. Måske er den god nok. Med intelligent benarbejde og de gule handsker surret fast til hænderne bokser The National sig i al fald op blandt vor tids største rocknavne.
Dolorean: You Can’t Win
I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.
Mechanical Bird: 11 Songs for Perchers
Århusianske Jakob Brixens debut under navnet Mechanical Bird byder på en flok hæderlige sange, men når aldrig op i de luftlag, hvor singer/songwriter-plader gerne skal ligge. Der mangler et unikt, personligt islæt, og derfor ender albummet med at være lidt skuffende.
Jesse Malin: Glitter in the Gutter
Jesse Malin har fået besøg af en række prominente gæster på sit nye album. De er dog mere med til at understrege, at her er tale om kejserens nye klæder, end de er med til at gøre det interessant. Heldigvis behøver et album jo ikke være nyskabende for at være godt.
Jesse Sykes & the Sweet Hereafter: Like, Love, Lust & the Open Halls of the Soul
Det trækker stadig op til regn, og de grå toner præger da også Jesse Sykes' nye, fine americana-udspil. De blotlagte følelser og skiftende sindsstemninger bakkes flot op af Sykes' backingband, og sammen med den småhæse sangerinde har de begået et ganske langtidsholdbart album.
Cold War Kids: Robbers & Cowards
Nathan Willett har en stærk soulet vokal, som virkelig brænder igennem og derfor burde være Cold War Kids' store force. Det er bare ikke tilfældet, da bandets primitive spillestil ikke giver ham noget modspil. Vokalen fylder alt i sangene, og den ender med at irritere mere, end den imponerer.
Utah: Strength in Numbers
Efter et veludført benarbejde af ep'er og koncerter er den danske rockkvartet Utah klar med debuten Strength in Numbers. Den vidner om et band, der kan sit sangskrivningsmæssige håndværk, men stadig mangler dén sagnomspundne ubekendte, der adskiller bandet fra deres musikalske referencer.
Six Parts Seven: Casually Smashed to Pieces
På blot 31 minutter holder Six Parts Seven perfekt fokus og maler smukt med americana-inspirerede postrock-toner uden smutture. Men lidt for ensformigt udtryk gør albummet til en lidt slatten helhed.
Richmond Fontaine: Thirteen Cities
Willy Vlautin skriver stadig tekster fra "œthe dark side of the track", og sammen med resten af Richmond Fontaine spiller han fortsat americana i bred forstand. Men denne gang er udtrykket mere højtbelagt, og bandet er kommet et skridt videre fra den forrige plades spartanske udtryk.
Damien Jurado: And Now That I’m in Your Shadow
Damien Jurado har muteret sig og er blevet til hele tre personer, hvilket bestemt ikke gør noget. Det er ikke tre gange så godt som tidligere, men det dystre har fået et løft, og bandet har med succes pakket de forpinte fortællinger nænsomt ind i strygere og enkle programmeringer.
Rhonda Harris: Tell the World We Tried
Alt er ved det gamle hos Rhonda Harris. Besætningen skifter konstant, og der kommer alligevel gode produkter ud af anstrengelserne. Afdøde Townes van Zandt fortolkes i 10 nydelige øjebliksbilleder, og selv om Nørlund & co. ikke rammer helt plet, har de fat i noget af det rigtige.
William Elliott Whitmore: Song of the Blackbird
Det er stadig "back to basics" for William Elliott Whitmore – og heldigvis for dét, for han navigerer stilsikkert rundt i country/blues-land. Alt unødvendigt gejl er barberet væk, og Whitmore nøjes med at gøre det, han er god til.
Catfish Haven: Tell Me
Creedence Clearwater Revival møder Nirvana, og de to smelter sammen. Nogenlunde sådan lyder Chicago-trioen Catfish Haven, og man skal faktisk bare lade sig rive med og nyde fusionen, for resultatet er bestemt til mere end én gennemlytning.
Peggy Honeywell: Faint Humms
I mangel af et dækkende dansk ord vil jeg benytte mig af et engelsk udtryk for at beskrive amerikanske Peggy Honeywells andet udspil. Udtrykket er "quirky", og dét (og pladen) bringer minder frem om amerikanske kunstnere som Joanna Newsom, Gillian Welch og Cat Power. Resultatet er oven i købet fremragende.
Rasmus Helner: Fire in a Stone
Du kører på route 66, vinduet nede og en smøg i kæften. Du tænder for radioen, og Lasse og Matildes søn kommer ud. Virker det mærkeligt? Næh, for Rasmus Helners debutalbum, Fire in a Stone, er gennemsyret af lap-steel, støvet guitar og ærkeamerikansk lyd.
Yeah Yeah Yeahs: Show Your Bones
Lad os glemme al hype, der har været omkring Yeah Yeah Yeahs. Deres musik er ikke bare et modefænomen, og Karen O., Nick Zinner og Brian Chase har meget mere at byde på. Den længe ventede toer Show Your Bones er nu landet, og Yeah Yeah Yeahs står rent musikalsk så stærkt som aldrig før.
Tom Brosseau: Everybody Knows Empty Houses Are Lonely
Opsamling af tidlige sange fra den amerikanske singer/songwriter, og det er ikke svært at forstå, hvorfor disse ikke tidligere er blevet udgivet. Det er dog uforståeligt, at FatCat synes, de skal udgives nu.