Conor Oberst pakker sydhavsfrugterne Conor Oberst har altid været en produktiv, ung mand, faktisk lige fra sine tidlige teenage-år, og det ser ikke ud til, at han har tænkt sig at sætte tempoet ned her på sine gamle dage (ja, han fylder 30 næste år). Den 4. maj udsender han nemlig allerede opfølgeren til sidste års debut i eget navn, der kneb sig ind på en 10. plads på Undertoners årsliste. Endnu engang er det The Mystic Valley Band, der bakker ham op og denne gang er deres lokation Outer South. Det hedder pladen i hvert fald, og det betyder måske, at han har gravet sig længere ned i de amerikanske traditioner, hvem ved? Gisninger, gisninger. Vi må vente på pladen.
Tag - americana
M. Ward: Hold Time
Endnu en gang står den på behagelig road-folk, når M. Ward på Hold Time inviterer lytteren til at slynge sig i sadlen og sætte i let trav til tonerne af rustne vokaler og støvede stemninger. Ward har ikke genopfundet sig selv, men til gengæld er der mere fra samme skuffe af hans originale country-kolorit.
Phosphorescent: To Willie
Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så "ucountry’sk" plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.
Band of Horses planlægger nyt album
Band of Horses går i studiet Det ser ud til, at Seattle-bandet Band of Horses gør sig klar til at lave deres tredje album og opfølgeren til Cease to Begin fra 2007. De har i hvert fald annonceret, at de planlægger at gå i studiet snart. Det forlyder desuden, at de har spillet en del nyt materiale til deres live-koncerter på det sidste, så i virkeligheden er det måske bare på tide, at de får dem ned i et lydformat. Ovre hos Stereogum kan man få en fornemmelse af, hvordan de nye sange lyder.
Plader vi overså i 2008 (del 2)
Nogle albums har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent på året. Derfor hiver vi nu oversete plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med på vejen. Her er anden del af "Plader vi overså i 2008".
Bonnie ‘Prince’ Billy: Is It the Sea?
Det er rart at lytte til en live-plade, som både giver et billede af et stærkt sangmateriale, samtidig med at man fornemmer noget nyt. Som altid er det svært at være koncertfluen på væggen, der ikke er der, men det er faktisk lykkedes Will Oldham at pakke tingene ind og ikke mindst ud, så alle får noget med hjem.
Southern Gothic Tales: In Every Seaport Town
Danske Southern Gothic Tales blander præriebyens lugt af hestemøg med sømandsskrøner fra havnekajen, hvilket resulterer i en småskizofren, stemningsfuld og vellydende plade med elementer af både roots og blues.
The State, the Market & the DJ: New Speak
Danske The State, the Market & the DJ fanger på deres albumdebut en krystalklar kølighed, der formår at være både minimalistisk og vidtfavnende. Desværre gør en kluntet tekstside det ofte svært at tro på musikkens triste budskaber.
Calexico, 24.10.08, Store Vega, København
Folk fik, hvad de kom efter, da Calexico gæstede et pakket Store Vega med deres velspillede americana. I krydsningen mellem den vante melankoli og fandenivoldsk gringo-rock havde der endda sneget sig nogle postrockede strukturer ind. Fantastisk.
My Morning Jacket aflyser Europa-turne
Koncertaflysningerne fortsætter Det synes efterhånden at være hver uge, at man kan rapportere om en koncertaflysning. Det gør jo ikke ligefrem efteråret mindre deprimerende. Det ellers flotte koncert-efterår med masser af stærke oplevelser svinder ind som en kræftsyg anorektiker. Nu er det My Morning Jacket, der desværre må aflyse deres Europa-turne, hvilket også inkluderer den, de skulle have spillet i Lille Vega 4. november. Det var dog forvarslet, fordi forsanger Jim James har været indlagt, siden han faldt ned fra scenen til en koncert i Iowa City d. 7. oktober og slog hovedet temmelig kraftigt. Det er han åbenlyst ikke kommet sig over, hvorfor bandet naturligvis ser sig nødsaget til at aflyse turneen. Som de skriver på deres hjemmeside: »Det er med stor fortrydelse, at vi bliver nødt til at offentliggøre aflysningen af My Morning Jackets kommende tour til Europa pga. de skader, Jim pådrog sig i Iowa City. For fans, der har købt billetter, vil vi gerne vise vores taknemmelighed for jeres støtte og forståelse. Vores håb var at nøjes med at udsætte touren, men fordi vores skema ikke tilllader, at det sker i den umiddelbare fremtid, føler vi, at det er bedst at annullere denne tour i håb om at lægge den på et andet tidspunkt.« Vi ønsker Jim James god bedring.
Lambchop: OH (Ohio)
Lampchops seneste album er udmærket, men man forventer altid lige lidt mere, når Kurt Wagner omsætter sine tanker og idéer til musik. OH (Ohio) er et lille skridt i den rigtige retning – væk fra de to foregående udspil – og klart mere homogent og rent i sit udtryk. Men pladen kæmper en stille kamp mod kønsløsheden.
Jenny Lewis: Acid Tongue
Rilo Kiley-forkvinden, Jenny Lewis, udgiver sit andet soloalbum. Her går hun den modsatte vej i forhold til Rilo Kileys nye poplyd og lader sin kærlighed til singer/songwriter-genren og sydstatsgenrer som soul og country få frit løb. Det kan høres, at turen tilbage til rødderne har været en fornøjelse.
Woven Hand: Ten Stones
På Woven Hands nye album Ten Stones går den mørke americana igen, men albummet er underligt inkonsistent. Nogle steder mangler tidligere tiders intensitet. I andre langt mere rockede sange, end man er vant til fra den kant, kommer den i rigt mål. Og så er der et bossanova-nummer.
Jasmina Maschina: The Demolition Series
The Demolition Series vugger spagfærdigt derudaf i en ok udgave af en slags sadcore. I modsætning til de åndsbeslægtede Cat Power og Laura Veirs har Jasmina Maschina ikke sangene på sin side. Til gengæld har hun gode arrangementer.
Woven Hand spiller på Vega
Woven Hand spiller på Vega Måske er vi lidt langsomme her på Undertoner, men i tilfælde af, at der er nogen, der er langsommere end os, kan vi nævne, at Woven Hand spiller på Vega 15. november. Efter at David Eugene Edwards tilsyneladende har pensioneret sine 16 Hestekræfter, så er det jo glædeligt, at verden ikke skal undvære hans kraftfulde vokal. Koncerten er dog ikke en almindelig trang til at komme ud og svinge banjoen. Den 9. september udkommer nemlig et nyt album med den bibel-namedroppende titel Ten Stones på Sounds Familyre, og man kan allerede nu svælge i lydfiler fra albummet via bandets MySpace-side.
One-Eyed Mule: From the Beats to the Bible
One-Eyed Mules ene øje giver ikke deres plade den skævhed og variation, man kunne håbe på. Til gengæld byder pladen på en af de bedste folk-sange, jeg har hørt i lang tid.
School of Language: Sea From Shore
Efter at Field Music er gået i hi på ubestemt tid, har frontmand David Brewis kastet sig ud i et ambitiøst soloprojekt, hvor kringlet glampop går hånd i hånd med sampler-eksperimenter. Han lægger ingen bånd på sig selv, og albummet stritter lige rigeligt i alle retninger. Projektet er velment, men ikke rigtig vellykket.
Iron & Wine: The Shepherd’s Dog
Iron & Wines tredje fuldlængdeudspil præsenterer sin lytter for et lydunivers, der er bredere og mere velproduceret end på bandets tidligere lo-fi indiefolk-udspil. Heldigvis går følsomheden og det inderlige, spinkle udtryk ikke tabt på vejen. Sam Beam leverer stadig kompetent varme på regnvåde novemberdage.
Rilo Kiley: Under the Blacklight
Jenny Lewis og resten af Rilo Kiley har lagt singer/songwriter-genren på hylden. Nu tager de favntag med popsangen i dens forskellige afskygninger. En række forbiere sætter spørgsmålstegn ved, om det var en god idé. Men her er også gedigne pop-perler, der overbeviser om, at stilskiftet gavnede.
Holly Golightly & the Brokeoffs: You Can’t Buy a Gun When You’re Crying
Den britiske kvinde, som alle taler om, har udsendt endnu et album, hvor hun lader, som om hun er amerikaner. Det er hun egentlig meget god til, men desværre bærer albummet alligevel præg af ligesom at være uægte. Golightly forholder sig nemlig mere til fortiden, end hun for alvor skaber på egen hånd.
