Tag - rock

Plader

Kogekunst: Sexede

Aalborg-duoen Kogekunst byder indenfor til musikalsk legestue på deres debutalbum. Højskolesang og skramlede popsange er på menuen, men trods diversiteten lyder Sexede til tider lidt for tilfældig.

På The Love Coffins fuldlængde debut mangler der unægteligt noget af råheden fra bandets to foregående EP'er. Heldigvis er Cloudlands en særdeles moden og velafrundet plade, som både favner popmelodier og støjende rock.

Dør Nr. 13 forsøger med albummet Verden i flammer at lægge sig i strømmen af dansksprogede pop-rockgrupper, der med større eller mindre nuancer smelter sammen i én enslydende masse, dog med enkelte undtagelser.

Manden med det gravalvorlige stenansigt, Mark Lanegan, har som solist været en del af den etablerede rockscene siden starten af halvfemserne. Mandens musikalske udtryk har ofte også baseret sig på et alvorligt udtryk, der med afsæt i en mere socialrealistisk grungeæstetik heldigvis har udviklet sig sidenhen. Det gør sig især gældende på With Animals.

Iggy Pop og Underworld indfrier langt fra potentialet på ellers oplagt fælles EP. Til trods for enkelte højdepunkter, formår Pop og Underworld aldrig at bevæge sig udover sin egen lettere forstokkede comfort-zone.

Wide Awake er den plade, som Parquet Courts ikke nødvendigvis havde behøvet at lave. Newyorkernes sjette studiealbum er stort set en skuffende oplevelse fra start til slut, hvilket bestemt ikke pynter på kvartettens ellers flotte bagkatalog.

The Vaccines seneste udspil, Combat Sports, er run-of-the-mill indierock. Hvor Fight Club-reglen er, at man ikke taler om Fight Club, må Combat Sports-reglen være, at man ikke behøver at lytte til Combat Sports.

Når "Eat The Elephant" folder sig ud, er det desværre ikke uden faldgruber, og selvom der findes øjeblikke af storhed, efterlades man også med overvejelser over, hvad albummet kunne have været.

Jack Whites nyeste udspil, Boarding House Reach, er et miskmask af musikalske eksperimenter, der mest af alt lyder som eksperimenter for eksperimenternes skyld. Eller som en kunstner, der skal bevise, at hans musik kan være ligeså skør, som han selv fremstår. Sidstnævnte lykkedes desværre bedre end førstnævnte.

Omdrejningspunkt på Ezra Furmans nye, konceptlignende album er kunstnerens forelskelse i en engel. Sammen må de flygte fra myndighederne, fordi engle er illegale væsner, og det er forbudt at give dem husly. Tematikken bæres igennem med et ofte dystert og komprimeret lydbillede.

boeger