Poliça har efter tre års pause, en fødsel og en masse politisk vrede udgivet deres album nummer tre. En plade der ifølge bandet selv er navngivet efter hjembyen, Minneapolis ofte graffitimalede facader med det påtrykte opråb: United Crushers. Pladen er skrevet i frustration mod USA's ulighed og udvikling. En demonstration af et tungt lyrisk univers, der ikke desto mindre indeholder mange iørefaldende popmelodier.
Skotske Franz Ferdinand og amerikanske Sparks smeltede eminent sammen til et homogent danseband, men desværre ødelagde koncertsalens siddepladser en ellers glimrende koncert.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at de to mørkekvinder, Jarboe & Helen Money, har haft de bedste intentioner om at lave et kulsort og tungt mastodontalbum - en forening af de to kunstneres evner. Desværre for Jarboe og Money er det ikke intentioner, men lyd der i sidste ende udgør et album.
Individets udfordringer og samfundets forfald udstilles ligeligt på Wild Beasts' seneste udspil, der byder på et mere synthbaseret og elektronisk univers. Et kritisk spejl af dystre fortællinger og forførende popindslag.
Når genrerne bliver betydningsløse, sejrer kreativiteten. Det demonstrerer Lars Bech Pilgaard og Slowburn på det nye album Freihet, hvor krautrock, no wave, postrock, og fri improvisatorisk jazz trives sammen i bedste velgående.
Det er lyden af en sexet undergang, der strømmer fra Warpaints andet og eponyme album, hvor gruppens bedøvende artrock blandes med elementer af bl.a. triphop og dreampop. Dystert og dragende, men også en tand for sløret og uforløst.
Det canadiske postrockorkester Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra samt den amerikanske artrock-kvartet Warpaint udgiver nye plader om en uges tid, men allerede nu kan de begge høres i fuld længde.
Det eksperimenterende danske orkester Under Byen, der igen er pladeaktuelle, drager på danmarksturné til foråret.
Den amerikanske artrock-pigekvartet Warpaint annoncerer udgivelsen af deres selvbetitlede, svære toer og deler i den anledning et nyt nummer.
Mark Lanegan er atter klar med et spændende samarbejde. Den snart 50-årige dunkle crooner har nu den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood som co-pilot på Black Pudding. Lanegans havdybe, vibrerende stemme suppleres elegant af Garwoods guitarspil, der på en og samme tid er skramlende upræcist og drømmende tight.
Mens festivalens sidste ævlebævle suger sig igennem det tynde papkrus, giver Pinkunoizu en af de bedste koncerter på Roskilde i år.
Badet i kold LED-belysning og varm fredagssoolnedgang formåede canadiske Suuns aldrig rigtig at komme det fornødne skridt ud over scenekanten. Især en manglende klarhed i lydbilledet var med til kun at holde koncerten på det jævne.
Et af den aarhusianske festivals scoops, det Mercury Prize-vindende britiske band Alt-J, gik på scenen, netop som regnen var begyndt at sile ned. Men Alt-J overvandt de fysiske udfordringer og leverede en overbevisende koncert.
Suuns' andet album er en uinspirerende, banal plade, der fremkalder vores anmelders største frygt: kedsomheden.
Engelske Midas Fall er på gaden med deres andet studiealbum, som opfølger på den anmelderroste debut fra 2010. Wilderness rammer meget af stemningen fra forgængeren, selvom den aldrig kommer helt op at ringe.
Seneste udspil fra Swans er en to timer lang maratonudgivelse, som på én gang er et galt og genialt værk, der afbilder newyorkerorkesteret som en helt igennem original og gennemført gruppe kunstnere.
Dirty Projectors rammer Vega onsdag den 31. oktober, og du kan ganske gratis tage del i artrock-ekstravagancen - hvis du da vel at mærke bliver en af de heldige vindere af Undertoners konkurrence.
Yeasayer har tidligere bevist, at de er et omskifteligt band, der formår at følge tidens musikalske tendenser meget minutiøst. Spørgsmålet er, om de på deres tredje udgivelse, Fragrant World, endnu en gang kan tilpasse sig og samtidig bibeholde den lyd, der skiller dem fra mængden.
Kompositionerne er endnu en gang i højsædet på Dirty Projectors' opfølger til det mesterlige Bitte Orca. Tilgangen til musikken er blevet enklere, dog uden at miste den kendetegnende, næsten maniske tilgang til opbygning, nedbrydning og skift i deres enorme musikalske spekter.
Det trejde fuldlængde album fra Extra Life er ikke helt unden religiøse undertoner, men det er næppe fra denne kant, vi allesammen skal finde frelse.
