Aalborgensiske Heathe var aldrig i fare for at falde igennem under deres længe ventede Roskilde Festival-debut, som efterhånden har været tre år undervejs. Under Gaias (lidt for) store teltdug var bandets mørke og genreskizofrene hybrid nemlig lige så eksperimenterende, støjende og fuldkommen unik, som man kunne have håbet på.
Protomartyr er blevet ældre og mere reflekterende på Formal Growth in the Desert. Slutresultatet er en lidt fladere fornemmelse, end man tidligere har været vant til fra Michigan-postpunkerne.
Debutalbummet fra den danske alternative rockduo Mavourneen tager lytteren ud på gyngende grund og tilbyder et kig ned i tilværelsens rådne og forjættende gab. Det er på mange måder en flot og ambitiøs debut, men bandet mangler stadig værktøjerne til at formidle deres mørke vision på en fuldt overbevisende måde.
Et vildt SVIN i en feberdrøm blev sluppet løs på Basement fredag aften. Brutalt, støjende og frådende gik det grassat på publikum, men da det tabte fokus for en stund, blev man kort i tvivl om, hvor vildt et SVIN, det nu var.
De fire gymnasievenner, som udgør københavnske Tender Youth, viser stor alsidighed og spilleglæde på In the Hands of Broken Bonds, der kommer rundt i et væld af stilmæssige og instrumentelle afkroge. Det er en overbevisende begyndelse for et band, der har både ambitioner og evnen til at prøve ting af.
I al deres ydmyghed, afslappethed og uprætentiøse fremtoning er Yo La Tengo et af de mest sympatiske bands i hele verden. At de så samtidig spiller røven ud af bukserne og kan blæse et siddende publikum bagover i næsten to og en halv time, gør ikke noget værre.
Art rock-trioen FACS fremmaner dystopiske lydlandskaber med en urovækkende skønhed. På deres fjerde album Still Life In Decay lyder de som et modent band, der har skåret ind til benet af deres udtryk, alt imens de mediterer over menneskets skrøbelige eksistens.
Med This Stupid World rydder Yo La Tengo bordet og viser sig fra deres hidtil mest autentiske og karakterfyldte side. Med øje for deres distinkte bagkatalog går de i retning mod dengang, det virkelig fungerede for dem.
Med en maraton-gennemgang af hele bandets karriere, beviste slacker-indieheltene Pavement, at årstallet lige så godt kunne have været 1999. Stemmerne er der endnu, sangene lige så friske og fængende som dengang, og attituden var præcis så afslappet, som var musikerne 22 og ikke oppe i halvtredserne. Det var en forrygende koncert for dedikerede fans.
Efter 20 år under radaren er skramz-mestrene City of Caterpillar tilbage med album nummer to. Produktionen er mere klar, og skrigene er mindre strubetorterende, men Mystic Sisters er støjende intens, arrig og inderligt stemningsfuld.
Århusianske Healer forener det sure med det søde, det hårde med bløde, på deres debut-EP. Den smagfulde indierock er kun ét hemmeligt krydderi fra at være helt oppe at ringe.
Med fem korsangere fra Aarhus Teater og screamo-noiserockerne fra Hiraki bag sig kunne Kh Maries koncert virkelig stikke i mange forskellige retninger. Det gjorde den også, men det hang heldigvis overraskende godt sammen, og man ærgrer sig bare over, den ikke varede lidt længere.
Slim0 fortjener al den opmærksomhed, de har skabt omkring sig selv på den danske musikscene, men bagkataloget er måske endnu for småt til at udfylde en times spilletid for en fyldt sal på Gloria.
Linn - og det meste af Bloodchild - spillede dugfrisk "happy metal" på Rising.
To Undertoner-darlings fyldte onsdag aften Lille Vega med melodisk rock og forførende støj. Både Baby In Vain og Yung leverede op til flere nye numre med en betændt energi, der viser, at ingen af de to bands er gået all-in på velsmurt indierock endnu. Det burde tænde en ild i de fleste, men publikum virkede en anelse tilbageholdende.
Søndag aften i København satte Brooklyn-støjrockbandet Bambara en ny standard for, hvordan man mestrer en punkkoncert. Med cowboytwang, intens larm og en ubønhørlig energi havde de fem musikere publikum i et jerngreb fra start til slut.
Den københavnske trio The Entrepreneurs sender i dag en forsmag på deres kommende EP Tourism på gaden. Det er splintrende guitarrock, som behændigt og på lykkeligste vis undviger mainstreamfælden.
Efter mere end tre års stilhed er Shiny Darkly trådt ud af skyggerne med en mere rå og umiddelbar lyd. HEAVYY trækker både på americana og teatralske takter, men dysterhed og underliggende støj er stadig varemærket.
Københavnske Shiny Darkly nægter at sidde stille. De er i konstant udvikling, og på deres nye EP er de mere ærlige og blottede end før. Drivkraften kommer inde fra dem selv.
Blood Child og Linn er et smukt musikalsk ægteskab, der virkelig formår at fremhæve hinandens bedste sider i deres fælles koncertrække Shower Me in Happy Metal. Lydforholdende på Stundenterhus Århus var dog en udfordring for det ellers velspillende par.
